Nordenskovs og Øses historie.

Uddrag af bogen Blomstrende Landsby, som er en beskrivelse af Nordenskov / Øse før og nu.

Indholdsfortegnelse

afsnit 1: Øse i centrum
afsnit 2: Heksebrændinger
afsnit 3: Skolernes historie – En skoletime 1750
afsnit 4: Landboreformerne – Nordenskov opstår som by – ”Korshjørnet”
afsnit 5: Den erhvervsmæssige udvikling – Mejeriets historie
afsnit 6: De erhvervsrelaterede foreninger
afsnit 7: ”Præriebyen Nordenskov”
afsnit 8: Nye virksomheder opstår
afsnit 9: Plantningssagen
afsnit 10: Den kulturelle udvikling – Foreningslivets historie
afsnit 11: Øse Kirke
afsnit 12: Resume af udviklingen

Historie

Vi er så heldige, at Øse Sogns historie er beskrevet i bogform, dels i 1932, dels ved en opfølgning i 1995. Endvidere foreligger der et bachelor-projekt om andelsbevægelsens betydning for Nordenskov, samt diverse jubilæumsskrifter- alt sammen opbevaret på Øse Sognearkiv.
Da det historiske materiale ikke er tilgængelig i almindelig handel eller på nettet, har vi i dette projekt benyttet lejligheden til at opsummere Øse Sogns historie – også som opslagsmulighed til gavn for lokale borgere – og derfor indeholder afsnittet rigeligt med årstal og fakta.
Vi vil dog forsøge at begrænse os til nogle træk, som er specielle eller afgørende for egnens udvikling – eller på anden måde er spændende.
Man kan evt. springe frem til et resume i slutningen af afsnittet.

Øse By er omdrejningspunktet, når fortiden skal beskrives – Nordenskov kommer først ind i billedet i nyere tid.

Ifølge bogen Øse Sogns Historie fra 1932 stammer ordet Øse muligvis fra det oldnordiske Øs, som betyder larm (fra en forsamling af mennesker) – altså var Øse et sted, hvor man i oldtiden formentlig samledes til Gudehov (offerplads) og tingsted. Øse Kirke er utvivlsomt bygget, hvor mennesker i forvejen samledes.

Nationalmuseet har i 1915 registreret 175 gravhøje (eller rester deraf) i Øse Sogn, de fleste fra yngre stenalder. Således har området i tusinder af år været egnet som boplads.
Et andet vidne til fortiden er Øse Kirke, men der er ingen optegnelser over, hvornår den er bygget – formentlig i 1100-1200 tallet, da den primært er bygget i romansk stil.
Øse Sogn synes at have været et veldefineret område, siden kirken blev bygget. Ligeledes Næsbjerg Sogn, som siden middelalderen er anført som et ”anneks” til Øse Sogn.

Et af de første skriftlige dokumenter, som omhandler Øse Sogn, er fra 1383. De omhandler Karlsgård, som dengang var en herregård/ borg / fæstning, som lå i det nord-vestlige hjørne af sognet. Den tilhørte dronning Margrethe d. Første, også kaldet Nordens Dronning eller ”Kong Bukseløs”. Hun lod formentlig Karlsgård nedrive, for at den ikke skulle falde i adelens hænder.
I 1500 tallet lå der også en herregård i Haltrup 2 km øst for Nordenskov. Herremanden havde sin egen herskabsstol forrest i Øse Kirke.

Først i 1600 tallet (under Christian IV) fremkommer der mere omfattende dokumenter.

Præsteindberetninger fra 1638 beskriver bl.a. sognets geografi – grundlæggende som den er i dag. For os i sognet de velkendte områdenavne, blot med Øse By som omdrejningspunkt. Mod øst: Hostrup, Abildhede, Haltrup, Graulund. Mod vest: Karlsgårde. Mod nord: Vesterbæk, Skamstrup, Oved, og syd for Holmeå findes Nordenskov, Heager og Helle.
Men vægtningen af ”byerne”, som de kaldes, er helt anderledes. Øse er på den tid dominerende med kirke og 9 gårde – i konkurrence med Hostrup (9 gårde) og Vesterbæk (7 gårde). Nordenskov er ikke en by, men blot et område, hvor der kun er noteret 1 gård.

Andre dokumenter beskriver død og ødelæggelser i 1600-tallet.
I domsbogen for landstinget i Viborg kan læses, at d. 20. april 1619 blev en skæbnesvanger dag for Anna Nilskone i Hostrup. Hun blev på herredstinget i Skads dømt til båldøden pga. hekseri. Talrige vidner med navns nævnelse hævdede, at hun ved sin trolddom havde påført sygdom og død hos både dyr og mennesker. I dag vil man sige, at hun var offer for en ”shitstorm”.
I følge landets love skulle dommen vurderes ved landstinget i Viborg, som dog stadfæstede dommen.

I øvrigt bekendte Anna Nilsdatter sig skyldig af en eller anden grund. Derefter blev hun bundet til en løs stolpe og væltet ned i det brændende bål.

Samme år d. 28. august blev Kirsten Claus fra Øse stillet for landstinget i Viborg, som også for hende stadfæstedes dommen for hekseri, hvorefter hun også led ”branddøden”. I modsætning til de fleste andre ”hekse” var Kirsten Claus ret velstillet.
Den mere landskendte Maren Spliid, som stammede fra nabosognet Grimstrup, blev brændt på bålet i Ribe 1641.
Tiden var åbenbart gennemsyret af overtro og fjendebilleder hos både høj og lav. (Så galt er det jo ikke i dag – dog kan man her i sognet stadig høre bemærkningen om, at når to mennesker dør inden for kort tid, så vil en tredje snart dø! ).
I midten af 1600 tallet blev Øse Sogn også berørt af svenskekrigene og pest. Svenskerne plyndrede i Øse By, hvor der nok var mest at hente.

I Danmark blev der indført undervisningspligt fra 1736, i praksis en form for konfirmandundervisning. Egentlig skolepligt blev først indført 1814.
1750 fik Øse Sogn sin første skole, naturligvis i Øse By som en tilbygning til degneboligen. Degnen blev samtidig skolemester.

En præst har fra den tid en morsom og interessant beskrivelse af en skoletime, som her refereres ordret, men på nutidig dansk:

”Her sidder i en skole omtrent 20 børn. Nogle skal lære at kende bogstaver, nogle at stave, nogle skal læse højt, andre sagte. – Der er en skrækkelig larm. Når den stiller af, råber skolemesteren: Læs børn! – På en gang råber alle i munden på hverandre så højt som muligt. ABC og Katekismus, Evangeliebog og Forklaring synges mellem hverandre i en så snadrende og ubehagelig koncert, at man ikke kunne undre sig, om skolemesteren blev gal. – Midt under denne voldsomme larm kommer den ene efter den anden op med sin lektie. Nu skriger man ham igen ørerne fulde. Medens han hører den ene, leger de andre. – Stille! råber skolemesteren og spørger den, han overhører, hvad det var han sagde. Imidlertid skriger her en, en anden griner, en tredje fløjter. – Endelig er timen forbi. Læg bøgerne sammen! råber den plagede mand. Træskoene klaprer til afsked, døren lukkes, og dagen er gået, Gud ved, til hvor megen nytte”.

Borgerne i Øse By var nok ret selvbevidste og retshævdende, idet de gennem tiden førte flere klagesager om betaling. F.eks. ville de ikke være med til at betale til skolevæsenet i anneks-sognet Næsbjerg i 1819. De havde ikke glemt, at de selv havde betalt for skolen i Øse – tre generationer tidligere!
To andre distrikter, Hostrup og Vesterbæk, blev undervist på gårdene via omvandrende skoleholdere, som kunne være håndværkere eller landmænd.

I 1800 tallet blev der bygget skoler i Hostrup og Vesterbæk og begyndelsen af 1900 tallet også i Oved og Helle. Fra 1960 blev eleverne samlet i hhv Øse og Hostrup Skole og først i 1981 fik Nordenskov sin nye skole for alle sognets elever.

Et andet skelsættende højdepunkt i 1700 tallet var landboreformerne med udskiftning af jordene, så markerne kunne blive samlet omkring gårdene.
Endvidere blev stavnsbåndet ophævet 1788, hvorefter landets bønder generelt stilede efter at blive selvstændige så hurtigt som muligt. Men i Øse Sogn havde de åbenbart ikke særligt travlt med at blive selvejere. Helt op til 1860 var der fæstegårde under godset Nørholm, som ligger ca. 7 km nord-vest for Øse. Meget tyder på rimelige fæstebetingelser under Nørholm, da selv fæstebønderne kunne opnå at få penge på kistebunden.

Bøndernes økonomi var baseret på selvforsyning i alt. Det gjaldt daglige fornødenheder, men også vedligeholdelse af bygninger.
Jorden i Øse Sogn er rig på ler, og egen brænding af mursten blev almindeligt i 1800 tallet. Den eneste betydende indtægt udefra kom fra brænding og salg af jydepotter. (En anden form for hjemmebrænding var produktion af brændevin, hvilket blev forbudt i 1845)

I takt med at bønderne i løbet af 1800 tallet blev selvejende, blev de tilskyndet til at koncentrere sig mere om landbrugsproduktionen og øjnede muligheden for også at få en indtægt ved salg af landbrugsprodukter. I samme takt aftog selvforsyningen, f.eks. overgik teglproduktionen til herregårdene og senere egentlige teglværker.

Og først nu begynder historien om Nordenskov By.

Indtil 1885 var Nordenskov et øde hedeområde, hvor to veje (man må forestille sig hjulspor) krydsede hinanden – i dag kaldet “æ korshjørn”. Det var også her, at de store jordbesidderes arealer stødte sammen, hvilket i dag kan genkendes ved, at de gamle matrikelnavne skifter ved korshjørnet.
Den første bygning var fattighuset, som i 1834 blev placeret her – netop fordi det så lå passende langt fra de ”civiliserede” områder.

Den erhvervsmæssige udvikling. Mejeriets historie.

I 1885 blev bønderne enige om at bygge Øse Sogns Andelsmejeri ved korshjørnet, som lå midt imellem de tidligere nævnte etablerede områder.

Nordenskov Andelsmejeri

Mejeriet får her en særlig omtale, da mejeriet har været grundlæggende for alt andet vedrørende Nordenskov By.

I sidste del af 1800 tallet led bønderne under faldende kornpriser. Udbuddet af korn på det europæiske marked øgedes i takt med, at den frugtbare prærie i USA blev opdyrket og transporten blev moderniseret.
Samtidigt steg behovet for animalske fødevarer (f.eks. smør og flæsk), idet industrialiseringen medførte vandring af arbejdskraft fra land til by, specielt i England. Det var således nærliggende, at løse landbrugets krise ved at sælge smør til England.
Problemet for den lille landmand var imidlertid, at smørkvaliteten var alt for dårlig til salg. Bondesmør var beregnet til eget forbrug. Og i Vestjylland var det såkaldte ”vestbondesmør” så ringe, at der var et eksempel på, at en bonde måtte tage til Lubeck for at få det solgt til en sæbefabrikant.
Herregårdene havde etableret små mejerier, og deres smør kunne sælges. Alt pegede således på, at almindelige bønder ville drage fordel af at gå sammen om mejeridrift – også i Øse Sogn.
Under etableringen i 1885 blev mejeriet nævnt som Øse Sogns Andelsmejeri, men allerede efter at byggeriet var afsluttet, fik det navnet Nordenskov Andelsmejeri. I forbindelse med 100 års jubilæet 1985 var navnet forkortet til Nordenskov Mejeri.

Den første mejerist boede i selve mejeribygningen men fik senere bolig ved siden af. Som den første i området fik mejeriet telefon allerede i 1904.

Historien om mejeriet kan kort beskrives som en løbende udvikling, udbygning og modernisering helt frem til nedlæggelsen i 2001.
I 1964 byggedes to mejeristboliger for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
I 1960erne begyndte man at nedlægge små mejerier, og i 1969 blev Årre og Hodde Mejeri fusioneret med Nordenskov Mejeri.
1971 blev der vedtaget en sammenslutning af Varde Andelsmejeri og Nordenskov Mejeri, men begge mejerier bevarede deres navne. Det blev starten på en specialisering af produktionen, således at Nordenskov Mejeri fremover alene producerede oste, især skorpefri ost og cheddaroste. 95 %blev eksporteret, især til Japan. Ofte så man det japanske flag hejst ved mejeriet, når japanske opkøbere var på besøg. I 1986 blev mejeriet fusioneret med MD Foods. Selskabet blev tiltagende internationalt, og sideløbende hermed skiftede det navn til ARLA.

Trods løbende moderniseringer til det sidste ophørte produktionen på Nordenskov Mejeri i 2001, og et væsentligt fundament for Nordenskov og omegn forsvandt. Ikke mindst kunne tabet af elevpladser mærkes.
Landbruget i almindelighed er dog stadig i dag væsentlig for egnen. Mange landmænd er økologiske, og en landmandsfamilie har ”taget tråden op” og har etableret et gedeostemejeri med gårdbutik.

Efter at mejeriet var etableret i 1885 blomstrede det med oprettelsen af foreninger med det fælles formål at optimere og forædle kød- og mælkeprodukter og styrke bøndernes vilkår.
Følgende foreninger kan nævnes:
1888 Øse Kvægavlsforening, 1906 Husmandsforening for Øse og Næsbjerg, 1910 Ansager-Øse Landboforening, 1923 Øse Kontrolforening. (Alle foreninger er gennem tiden fusioneret til meget større enheder.)
Øse blev landskendt for sine gode køer.
I 1888 blev en mølle flyttet fra Heager til Nordenskov, og samtidig kom to købmænd og en smed, og efterhånden andre håndværkere og posthus. Nordenskov By blev så også det sted, hvor man begyndte at bosætte sig.

Etableringen af mejeriet i 1885 blev starten på en helt ny by. – Man får associationer til det samtidige nybyggeri på prærien i USA, og billedet af Nordenskov som prærielandsby forstærkes, når man tænker tilbage på den lokale hesteejer Mc. Cloud (øgenavn), der indtil for få år siden ofte ”indtog” byen til hest!.

Mejeriet handlede i starten også med foderstoffer, hvilket en nyoprettet Øse Brugsforening overtog i 1904 og havde indtil 1944, hvor det blev udskilt til en foderstofhandel, andelsselskabet Nordenskov Lokalforening.
I 1914 byggedes Sønderskov Teglværk lige vest for Nordenskov og allerede i 1916 endnu et teglværk i Haltrup. Sidstnævnte blev nedlagt 1945, mens Sønderskov Teglværk blev nedlagt i 2010.
1917 etableredes Øse Andelskasse m.h.p at holde pengeomsætningen inden for sognet. Øse Andelskasse bestod frem til 2011, hvor Sammenslutningen af Danske Andelskasser blev børsnoteret under navnet Danske Andelskassers Bank A/S. Herefter var denne del af andelsbevægelsen blevet historie. Samtidigt ophørte den daglige kundekontakt i Nordenskov, som i stedet blev regionskontor og erhvervscenter for Syd- og Vestjylland.
I 1919 blev Varde-Grindsted jernbane etableret og stationen placeret i Nordenskov – som tegn på, at byen nu var tyngdepunktet for sognet. Jernbanen blev nedlagt i 1972.
I 1919 byggedes vandkraftværket i Karlsgårde, hvorefter at sognet fra 1921 fik en duelig el-forsyning via Øse Sogns Transformatorforening. I 1976 overgik elforsyningen til SAEF, som i 2006 ved en fusion blev til Syd-Energi.
Byen blev kloakeret 1924 som erstatning for rendestenen. Nordenskov Vandværk blev oprettet 1934.

Plantningssagen

Nordenskov By blev som nævnt bygget langt ude på heden – Men hvad skete der ellers på heden ?
Den oprindelige skov i Vestjylland forsvandt formentlig helt tilbage i 1600 tallet pga hugst uden genplantning. I slutningen af 1800 tallet blev de få rester af oprindelig skov kaldet ”krat”, hvilket siger noget om størrelsen. En beregning har vist, at skovarealet her i sognet omkring år 1900 kun udgjorde ca 2% af det samlede areal. – Rigtige skove var noget man læste om i eventyrene!
Vind og sand hærgede både marker og bygninger.
Omkring 1900 kunne man se små private bevoksninger af nåletræer og løvtræer, sidstnævnte blev kaldt ”lunde”, her i sognet f.eks. Øse Lund og Øster Lund. I lang tid troede man ikke på, at der kunne vokse træer i Vestjylland – præstegårdshaverne var naturligvis undtaget!
Digterpræsten S.S.Blichers hyldest til heden tilskyndede måske også til en opfattelse af, at heden var bevaringsværdigt.
Men Dalgas og Hedeselskabet fik fra 1866 ændret ”tidsånden”, og ”plantningssagen” blev en folkelig bevægelse – i Øse Sogn ganske vist efter en lang latenstid.

Begrebet ”plantager” opstod og her på egnen hovedsageligt som gran- og fyrplantager.
Den første blev oprettet i 1904 som Solbakke Plantage, samme år også Helle Plantage og i 1905 Nørbæk Plantage – disse tre som de største. Endvidere tilkom mindre plantager i Øse Lund, Øster Lund, Haltrup Lund og Bjørnkær.

Man tog samtidig fat på læ – og hegnsplantning samt opdyrkning af heden til landbrug, bl.a. ved at tilsætte den pløjede hede kalkholdigt ler, mergel.

Af tekniske grunde blev plantagerne etableret som aktieselskaber, som fik økonomisk støtte og vejledning fra Hedeselskabet. Lodsejerne, som afgav jorden, fik aktier som betaling, og ellers kunne aktierne købes på afbetaling over 10 år. Lodsejere og aktionærer udførte selv i stor stil det praktiske arbejde med administration og plantning osv.
I 1970erne blev aktionærloven ændret, og det blev nu for kompliceret for lægmænd at administrere plantagerne. For Nørbæk Plantage blev der oprettet en direktion, og Hedeselskabet overtog helt det praktiske arbejde.

Hvorfor skrive så meget om hedens opdyrkning?
Vedrørende Nørbæk Plantage blev der udgivet et 100 års jubilæumsskrift i 2005, hvor forfatteren har nogle interessante betragtninger omkring andelsbevægelsen.
Plantagerne var teknisk set aktieselskaber, men driftsformen var båret af andelsbevægelsens tankegods, og netop plantagerne siger derfor noget om styrken i andelsbevægelsen.

Hvad fik fattige bønder til at investere i træer, hvor gevinsten først ville udmøntes om 50 år – hvis alt gik vel? – ”De plantede for efterslægten”, som står skrevet på mindestenen i Nørbæk Plantage.
Der peges på økonomisk nødvendighed, omend det umiddelbart begrænsede sig til fordelene ved læ til afgrøderne. For det andet styrken i landbofællesskabet, man havde tillid til hinandens hæderlighed. For det tredje visionen (udviklingsplanen!) som blev fremført af både en dedikeret Dalgas og højskolerne – men som også blev en højere sag for menigmand – ”plantningssagen”. – Det fælles bedste var i højsædet.
Interessante betragtninger i relation til vore dages bestræbelser på udvikling af landsbyerne! – Og måske inspirerende for vore dages ildsjæle.

Den kulturelle udvikling

Kirke, præstegård og skole havde i århundreder været den toneangivende kulturelle institution.
Men sideløbende med etablering af selskaber mhp udvikling af økonomien blev der i Øse Sogn stiftet andre foreninger og institutioner mhp den kulturelle udvikling.
1886 blev der i sognet oprettet en Afholdsforening. Den havde vekslende tilslutning og år 1900 blev afholdssagen overtaget af logen Troskab en underafdeling af I.O.G.T. (International Organisation of Good Templars). Logen blev nedlagt omkring 1930, men selve afholdssagen levede åbenbart videre i lokalbefolkningen. I 1914 blev der ved Brugsens generalforsamling besluttet, at der ikke mere måtte sælges alkohol, og salget blev først genindført i 1947. I 1964 fik en cafeindehaver afslag på ansøgning om spiritusbevilling, efter at en afstemning blandt Øse Sogns beboere faldt negativt ud. Nordenskov Kro fik først spiritusbevilling i 1969.
1904 blev der oprettet en sygekasse.
Allerede i 1884 stiftedes en Øsse Skyttekreds, som i 1930 opsplittedes i Øse Gymnastikforening og Øse Skytteforening.
I 1906 dannedes Øse Ungdomsforening, som i 1962 blev fusioneret med gymnastikforeningen under navnet Nordenskov Gymnastik- og Ungdomsforening.

1909 stiftedes Nordenskov Boldklub, som blev nedlagt 1928 pga dårlig økonomi. Men formentlig inden for samme år stiftedes Nordenskov Idrætsforening.
1976 gik gymnastik- og ungdomsforeningen sammen med idrætsforeningen under navnet Nordenskov Ungdoms- og idrætsforening, NUIF, som siden har været en stærk forening med hovedbestyrelse og underudvalg for hver aktivitet.
Ligeledes i 1884 stiftedes en foredragsforening, som dannede basis for Øse Forsamlingshus, der blev bygget i 1895 – i Lille Øse / Nordenskov.
Nordenskov Kro blev bygget 1923.
Øse Håndværkerforening blev stiftet 1905 og 1918 blev Nordenskov Borgerforening dannet. Rækkefølgen og navnene er næppe tilfældig. Først skulle mejeriet serviceres via håndværkere og siden kom bosætningen, og navnet Nordenskov fik mere tyngde.
I 1971 fusionerede håndværkerforeningen og borgerforeningen til navnet Nordenskov borger- og sogneforening.
I 1928 etablerede et interessentskab ”Nordenskov Lystanlæg og Sportsplads” i dag benævnt blot ”Anlægget”. Det blev oprettet mhp fornøjelser, idræt og de første år som dyrskueplads. I 1942 overtog borgerforeningen ejerskab og vedligeholdelse af anlægget.
Øse Husholdningsforening blev stiftet 1926. I 2008 skiftede foreningen navn til Nordenskov Aktiv og Flid, NAOF.
Nordenskov Pensionistforening blev oprettet 1945 med formålet ”at samle mænd og kvinder til fælles krav overfor regering og rigsdag og arbejde for bedre økonomiske kår og andre interesser”.
Helt tilbage fra 1867 begyndte lærerne at udlåne bøger. Omkring 1900 blev opgaven overtaget af husmandsforeningen og senere af Øse Sogns Biblioteksforening fra 1922. Biblioteket havde til huse i private hjem, senere Andelskassen eller forsamlingshuset. 1973 overgik biblioteket til kommunen i det nedlagte kommunekontor.
Øse-Næsbjerg Historiske Forening blev dannet i 1971. Foreningen blev delt i 1997, og fra 2016 har den vedrørende Øse Sogn heddet Øse Sognearkiv.
Øse Sangkor blev stiftet 1968, et blandet herre- og damekor, som har bestået uafbrudt siden.
En af de sidste foreninger, der er stiftet, er Nordenskov Antenneforening fra 1972. Foreningen fusionerede i 2006 til Helle Medienet, som samarbejder med Stofa.

Navnet Nordenskov som by havde i mange år svært ved at slå igennem.
Formentlig tilskyndet af borgerne i Øse By, blev den nye by kaldt Lille Øse – også efter at Nordenskov notorisk var blevet den største by. Så sent som 1935 kunne man på landkort se begge navne.
I løbet af 1900 tallet blev det accepteret, at udviklingen skulle ske i Nordenskov, men det forblev også et ønske – også fra borgerne i Nordenskov – at navnet Øse skulle bevares. Derfor har navnet Øse optrådt i selskabernes og foreningernes navne helt op til de seneste år. En undtagelse er mejeriet, som fra starten kom til at hedde Nordenskov Andelsmejeri.

Øse Kirke

Da kirken er det gennemgående institution i Øse Sogns historie, kommer her en særskilt gennemgang af kirken og dens historie.

Øse Sogn nævnes første gang 1347. Sognepræster er omtalt i 1351 og 1489. Sidstnævnte år var Øse formentlig allerede hovedsogn til Næsbjerg, og således har det været siden.
Kongehuset solgte 1726 Øse Kirke til Nørholm Gods, og kirken fulgte herefter ejerskifter til diverse godser indtil 1764, hvor ejeren til Hvedholm Gods solgte kirken til fire bønder i sognet. Fra 1811 var den ejet af gårdmændene i fællesskab.
Først i 1909 overgik kirken til selveje.
Vedrørende kirkens omgivelser kan nævnes, at de gamle diger er bevaret mod nord og vest. På kirkepladsen uden for den nordre port ligger stadig den gamle degnebolig og skolehus.

Kirkebygningen består af et romansk kor og skib. Skibet er opført i to tempi formentlig i 1100- 1200 tallet.
Senere er tilkommet våbenhus og tårn omkring 1500. Der har gennem århundreder været mange reparationer og ombygninger, som har forårsaget, at stil og materialer er noget blandet.
Under kalkning i 1981 fandt man over våbenhusindgangen et udvendigt kalkmaleri, hvilket er sjældent i Danmark. Maleriet blev ”midlertidigt” tildækket igen mhp senere renovering af Nationalmuseet – når penge haves!

Hovedstykkerne i kirkeinventaret er i egnens ungrenæssancestil, anskaffet i en kort periode i 1580erne og særdeles velbevarede.
Prædikestolen udgøres af karnappen fra en enestående velbevaret lektorieprædikestol med årstallet 1584, hvis sidebrystninger og bærestolper nu er opsat omkring skibets norddør. Den er udført af den lokale snedker i Heager, Øse sogn, Christen Pedersen, som samme år signerede en herskabs-kirkestol for herregården Haltrup i Øse sogn. Det er sandsynligvis også ham, der har udført kirkens alterbordsforside fra 1587 og præste- og skriftestol samt stolestader. Disse findes nu på Nationalmuseet og Varde museum.
På Nationalmuseet opbevares også et sjældent lysestel af smedejern fra senmiddelalderen. Det blev fundet på kirkeloftet 1920. Det har formentlig oprindeligt tjent som kirkens almene belysning, senere som alterstage.
Fra middelalderen er også den fungerende romanske døbefont.
I koret ses Stefan Viggo Pedersens kalkmaleri ”Kristi Genkomst” fra 1943, hvor kirken gennemgik en omfattende renovering.
Den gamle altertavle fra ca 1587 hænger nu på kirkens sydvæg, et sobert værk, som formentligt er udført af en mere professionel kirkesnedker end den lokale Christen Pedersen. Altertavlens midterfelt er et maleri fra 1845.
På kirkens nordvæg hænger et maleri fra 1675 af præstefamilien Mads Mortensen Morsing og hustru og datter. Datteren Anne døde 12 uger gammel, men er afbildet med den størrelse hun kunne have haft på det tidspunkt, hvor maleriet blev skabt – formentlig 3-4 år senere.
I korets mur mod nord er indmuret gravstenen for samme præstefamilie.

Resumerende kan Nordenskov By/ Øse Sogn beskrives således:

Øse By har været centrum i sognet før og efter kirken blev bygget ca i 1100-1200 tallet – under heksebrændingernes tid i 16oo tallet – under skoleetableringen i 1700 tallet -under bøndernes frigørelse i 1800 tallet, og Øse er fortsat en væsentlig del af sognets kulturarv.

Ved etableringen af Nordenskov Andelsmejeri i 1885 – hvor to hjulspor krydsede hinanden på den bare hede- startede historien om ”præriebyen” Nordenskov.

Fra 1885 og ca 30 år frem skabtes byen helt fra bunden – etableringsfasen – og vores lokale historiker har via et bachelorprojekt beskrevet, hvordan andelsbevægelsen har haft afgørende betydning for byens opståen og senere udvikling. I etableringsfasen voksede nye virksomheder frem som knopskydninger ud fra mejeriet, efterhånden som opgaverne voksede.
Sideløbende med byens etablering blev heden opdyrket til landbrugsjord, og den folkelige bevægelse ”plantningssagen” skabte plantagerne.
Fra ca. 1920 gik byen fra etableringsfasen til udviklingsfasen, hvor de etablerede andelsselskaber, produktionsvirksomheder og foreninger udviklede sig sideløbende med fortsat bosætning, og Nordenskov blev nu den største by i sognet – selv om den også derefter blev kaldt Lille Øse.
I løbet af 1900 tallet blev der bygget nyt, større og moderniseret. I slutningen af 1900 tallet foregik også en specialisering i takt med sammenslutning af virksomheder uden for sognegrænsen, f.eks. på mejeriområdet.

Den seneste mærkbare udviklingsfase var etableringen af flere nye parcelhuskvarterer i 1960-70 erne. Dels flyttede mange af sognets landmænd til Nordenskov efter sammenlægning af landbrug, dels tilkom en del tilflyttere pga forøgede antal både private og offentlige arbejdspladser, f.eks. lærere. Antallet af boliger blev i denne periode fordoblet. I 1980-90erne skabtes et nyt boligkvarter (Rønrøgel) med andelsboliger, lejeboliger og ungdomsboliger.

2000 og frem kan kaldes fusioneringens og centraliseringens periode, hvor den lokale bæredygtighed taber pusten.
Efter mange års udvidelser, moderniseringer og fusioneringer, senest med ARLA, blev Nordenskov Mejeri alligevel nedlagt i 2001. Samme skæbne led Sønderskov Teglværk i 2005. – Det positive er, at bygningerne er overtaget af andre virksomheder, som driver hhv et stort pakkeri og entreprenørvirksomhed med mindst samme antal arbejdspladser som før.
En anden af de bærende piller, Andelskassen, har været igennem en lignende udvikling. Den åbne kundebetjening er nu flyttet til Varde, men den lokale Andelskasse i Nordenskov er i stedet opgraderet til at være regionskontor og erhvervscenter for Vest- og Sydjylland.
Et stort gartneri er nedlagt, og dette område midt i byen er udlagt til byggegrunde.

Historien om Nordenskov by bliver indirekte også historien om Øse by, som en by der ikke fik de samme udviklingsmuligheder. Byen fremstår nu som et lille landsbysamfund med ca 80 indbyggere omkring kirke og præstegård, og som sådan er den vores kulturarv og er fortsat en væsentlig kulturbærer i Øse sogn.
Hvordan ser Nordenskovs / Øse Sogns historie ud fremadrettet? – Hvordan vil udviklingen forme sig? – For vi kan / vil jo ikke forestille os afvikling?
Det er svært at vurdere, om byen Nordenskov i 1885 blev skabt på grundlag af bevidst visionær tænkning eller pragmatisk tilpasning til ydre omstændigheder. – Andelstanken, som var opstået nogle år forinden, var dog ganske visionær.
Kan den næste fase i Nordenskov/ Øse Sogns historie blive karakteriseret ved, at bæredygtigheden bevares og udvikles via lokal visionær tænkning?

Kilder:
Øse Sognearkiv.
Øse Sogns Historie v. J.R.Lorentsen 1932.
Øse Sogn 2 v. Grethe og Johannes Madsen 1995.
Andelsbevægelsens betydning for udviklingen i Nordenskov 1885-1945, bachelorprojekt v. Morten Bergsøe.
Jubilæumsskrifter fra Øse Andelskasse, Nordenskov Mejeri og Nørbæk Plantage.
Nationalmuseets bog Danmarks Kirker.